1. Trimester beretning #4 – Nakkefoldsscanning

Endelig nærmede tiden sig for nakkefoldsscanning. Den 12 ugers milepæl jeg så spændt havde gået og ventet på. Som i kunne læse i mit forrige indlæg: Kvalme, opkast og kvalmehavde mit hoved, indtil nu, kun fungeret som passage for opkast og intet andet. I takt med at nakkefoldsscanningen kom tættere på, meldte nervøsiteten sig på banen. Stille og roligt sneg den sig ind i mit hoved. Natten før skanningen sov jeg næsten ikke. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig og jeg ville ikke tage nogen glæder på forskud. Hvordan ville jeg så reagerer hvis nu ikke alt var, som jeg gik og drømte om.

I venteværelset

Min mand og jeg ankom til sygehuset i alt for god tid. Jeg var ramt af frygtelig kvalme kombineret med nervøsitet, som gjorde at jeg nærmest ikke var til stede i bilen eller da jeg trådte de første skridt ind på sygehuset. Jeg havde en pose i hånden, just-in-case, og måtte allerede da vi ankom et smut på toilettet og “hilse på Ulrik”. Helt grøn i hovedet tog jeg plads i venteværelset, hvor vi skulle udfylde en masse papirer om os og om sygdom. De ville gerne undgå at folk dukkede op med blandt andet MRSA-virus.

På den modsatte side i venteværelset, sad der en mega overskudsagtig gravid. Hun havde perfekt hår, flot tøj og strålede om kap med de skarpe hospitalslamper i loftet. Hun kiggede på mig, på tværs af lokalet og sagde: “Bare roligt, det skal nok blive bedre… altså med kvalmen”. Jeg hørte hvad hun sagde, men i mit lille hoved troede jeg ikke på det. Kvalmen havde fuldstændig overtaget min krop og min hverdag.

Hjerteblink?

De første tanker kredsede om min lille babys hjerte. Var det nu overhovedet begyndt at slå? Sidst jeg blev skannet var jo så tidligt i graviditeten, at hjertet endnu ikke slog. Der var det stadig kun bitte små celler, som konstant delte sig for at embryo kunne vokse sig større og blive til et foster med et lille bitte bankende hjerte. Ingen tvivl om, at det var det første jeg ville se efter og en lettelse ville brede sig i kroppen på mig, så snart jeg forhåbentlig fik babys lille hjerte at høre. Da jordemoderen satte skannings-instrumentet på maven med den kolde gele, kunne man straks se min lille baby sparke rundt og høre hjertelyden. En kæmpe sten faldt fra mit hjerte og jeg blev meget forelsket i den lille spilopper, der kartede rundt inde i min mave.

Downs syndrom og læbe-ganespalte?

Vi havde i forvejen talt meget om skanningen i forhold til Downs syndrom, da min kæreste, i det tilfælde at der var tvivl, gerne ville have, at jeg fik foretaget en abort. Det ville for mig være okay, selvom jeg normalt er imod abort. Jeg føler dog, at det er et valg man skal være 2 om hvis man vælger at få et barn med risiko for Downs syndrom. Det kræver så meget ekstra opmærksomhed og støtte. Læbe-ganespalte ville intet betyde for mig, andet at der selvfølgelig ville komme end forestående operation efter noget tid. Så det ville vi selvfølgelig ikke vælge baby fra på grund af.

Vi fik heldigvis et højt tal i forhold til Downs og der var ingen tegn på læbe-ganespalte. Så vi kunne gå glade fra skanningen.

På vej hjem

På vej hjem ringede jeg straks til min mor og fortalte de gode nyheder, hun blev selvfølgelig lykkelig. Mine veninder fik straks en besked med billede i også, så de kunne se vores kommende lille guldklump. Det var så underligt endelig at se vores lille spirrevip, det føltes så syrealistisk. Nu havde vi rent faktisk et billede, som vi kunne forholde os til, selvom vi endnu ikke kunne mærke baby eller kendte kønnet. Det havde vi kun gættet på og vi var helt overbeviste om, at vi ventede os en lille prinsesse… fortsættelse følger…

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *