1. Trimester beretning #3 – Breaking news

Jeg er gravid, men hvem kan jeg fortælle det til? Fra starten af graviditeten havde vi besluttet, at vi ville holde det hemmeligt for familien og arbejdet. Jeg ville gerne vente indtil efter nakkefoldskanningen i uge 12. Vi endte dog med at sige det før, da vi simpelthen ikke kunne vente. Vi valgte at håbe og tro på, at alt var som det skulle være med vores lille spirrevip inde i maven.

 

Som nævnt i forrige indlæg, fortalte jeg det allerede tidligt til min chef. Jeg var simpelthen så ramt af graviditetskvalme, at jeg dårligt kunne være nogen steder. Overfor familien havde vi dog forsøgt at holde det hemmeligt. Min mands familie havde dog undret sig meget, da jeg var med til familiefødselsdag. Pludselig spiste som en mus og rørte overhovedet ikke alkohol. Jeg havde prøvet at dække over det, ved at sige jeg var lidt ramt af migræne. Jeg tror dog de havde luret den mere eller mindre.

Breaking af nyheden til min familie

Min egen familie anede dog overhovedet ikke uråd. Det kom fuldstændig bag på dem, den dag vi valgte at annoncere det. Jeg havde valgt det skulle siges på fars dag. For hvilken bedre gave kunne man give sin far end et barnebarn, som han havde drømt om i mange år. Jeg havde købt et kort, hvorpå der stod Verdens bedste morfar samt et krus fra Liebe, hvor der stod morfar på. Alt blev pænt pakket ind og min mand og jeg drog med sommerfugle i maven hjem til min mor og far. Der blev vi så placeret spændte og klar i en stol i solen ude i haven, imens min mor sprang rundt i hele huset, så vi ikke rigtig kunne give far sin gave. Normalt ville man jo bare give gaven om min mor så var i nærheden eller ej, men denne gang var det jo ligeså meget en gave til hende.

 

Først sprang hun efter godbidder til vores hund, så te til mig, så kaffe til min mand, så jordbær, så havde hun forresten også nogle vindruer, men hey hvad nu hvis vi ville have nødder. Til sidst måtte jeg nærmest trække hende inde fra huset og ud i stolen, så hun kunne være til stede når min far åbnede gaven. Efter at have set kruset fattede han det ikke helt, men på kortet stod der, at han skulle være morfar og så sagde han det højt i begejstring til min mor. Min mor havde opgivet håbet om nogensinde at blive mormor, så tårerne trillede ned af kinderne på hende og glæden var ikke til at overse.
Det var så skønt endeligt at kunne dele det med dem, samtidig med, at man selvfølgelig stadig var en smule nervøs for om alting nu var som det skulle være. Der var stadig lidt tid til nakkefoldskanning…Fortsættelse følger

Læs også tidligere indlæg her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *